Søg
  • numerologiskforum.dk

MIN NUMEROLOGISKE REJSE

Opdateret: 20. juni 2019

Af Alexanndra, nyligt navneskifte, starter numerologisk uddannelse i marts


FORHISTORIE

JANUAR 2019

For kun få måneder siden skiftede jeg navn. Uden tidligere flirten med numerologien, og uden langvarige overvejelser. Ved hurtigt spørgsmål om min holdning til numerologi ville jeg have svaret, at numerologi var i den ydre del af det alternative spektrum (jeg er i øvrigt åben for det alternative). Til trods for dette og uden egentlig interesse eller opsøgen af numerologien, havnede jeg nærmest fra den ene dag til den anden uvarslet 10.000% lige i midten af det hele.


En vag tanke var dog alligevel dukket op gennem år med laaaaange mellemrum - nu jeg tænker tilbage. Egentlig var det mere en hurtig pop-up tanke, der ligeså hurtigt forsvandt igen, end det var en tanke der fik reel procestid i min hjerne. I ugerne op til at jeg bestilte min numerologi-session, fyldte det lidt mere. Jeg så nogle få videoer på youtube, med nysgerrighed, men egentlig ikke mindre skepsis. En dag spurgte jeg min mand, hvad han ville sige til, hvis jeg gik til en numerolog og eventuelt skiftede navn. "Det synes jeg at du skal gøre" var svaret. Selvom jeg godt ved at min mand også tror, at der er mere mellem himmel og jord, er han dog alligevel ikke typen der dykker ned i det og selv undersøger. Jeg var overrasket over hans absolutte fulde opbakning. Og så jeg bestilte en tid hos en numerolog.


Jeg gik til sessionen med en forventning om at få noget at vide om mig selv, som ramte rigtigt, men som mestendels var noget som de fleste ville kunne nikke genkendende til. Jeg gik dertil med en forestilling om at jeg ville kunne nøjes med indskydelse af et ekstra navn - og måske en skør stavemåde. Eller at jeg måtte fjerne et eller i værste tilfælde to af mine efternavne. Og jeg havde besluttet mig for at det ville jeg kunne leve med. I de fleste tilfælde får man en liste med navne man kan vælge imellem. Jeg fik ingen valgmuligheder - udover at sige ja eller nej til det ene fulde navn jeg fik tilsendt per mail. Jeg valgte jeg at registrere det nye navn. Har man sagt A, må man også sige B - hvad nu hvis...


Jeg ændrede med en stor portion modvilje, utilpashed og nysgerrighed altså alle mine eksisterende navne. Jeg er stadig forundret over hvordan jeg pludselig befandt mig i den situation. Forundret over at jeg rent faktisk skiftede alle mine navne. Forundret over at jeg føler mig relativt stærkt draget mod noget, der virker så uvirkeligt, og som noget fremelsket sniksnak blandt folk, der søger heling og tro, der kan flytte bjerge.


Jeg bevæger jeg mig langsomt fremad gennem en masse følelser og tilstande af blandt andre tiltro, modstand, ked-af-det-hed, lethed, skam, pinlighed, undren, forkerthed, rigtighed, håbefuldhed, selvfølgelighed og en masse andre endnu unavngivne følelser der dukker op undervejs.


Her deler jeg min numerologiske rejse, der løbende vil blive opdateret.



OP AD BAKKE - I MODVIND

27.01.2019

I november måned var jeg til min session. Grundet en fejl blev svarmail med nyt navn forlænget til en god måned. Jeg sendte registrering til folkeregistret lille juleaften. Lige inden nytår fik jeg mit navn godkendt. I tiden fra booking af session og frem til og måske med januar, gik alt hvad der kunne gå galt galt. Selv småting, som papercuts, og småskader og modgang ifbm. mit arbejde. Der var masser af knokleri og langt mellem belønningerne for arbejdet. Noget var formentlig blot en fuldstændig normal del af den arbejdsrelaterede proces jeg var igang med, men flere gange tog jeg mig selv i at tænke, det var mere end blot normal modgang. Jeg mødte simpelthen så mange forhindringer, at jeg nærmest fik følelsen af at der måtte sidde nogen og trække i nogle snore, for ellers ville så stor og hyppig modstand ikke kunne lade sig gøre.




I VÆGGEN MELLEM TO RUM

23.02.2019

Tåge og tunghed. I både krop og sind. Som følelsen når man er vågnet efter en god nats søvn og er helt tåget i hovedet, og tung i hænder, arme, krop, ben og fødder. Sådan havde jeg det ca. halvanden måned efter at jeg skiftede navn. Jeg var selvfølgelig oppe og igang med alt det der følger med i familie- og arbejdslivet, men jeg havde helt ned i alle celler af min krop en konstant følelse af ikke at være helt vågen. Der var en blanding et lethed, ligegyldig og en samtidig frustration over ikke at få udrettet det jeg burde.


Følelsen af "numbness" forsvandt lige så stille efter halvanden til to ugers tid. Og den blev heldigvis aflyst af en meget lysere følelse af, at alting virkede lettere. Jeg ramte nogle heldige dage på arbejde, hvor jeg gik hjem med smil på læben og glæde over endelig at have følelsen af at noget kom "let" og ikke som resultat af knoklen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke "kan det være mit nye navn, der først har lavet al den ravage og nu gør at mit liv flydere lettere end jeg havde forestillet mig muligt?".


FRUSTRATION

15.03.2019

Øv, jeg var lige igang med at nyde hvor overraskende let alting flød i mit liv lige nu. Svære problemstillinger flaskede sig forbløffende let, jeg havde mere overskud i situationer der ellers var drænende, en absolut indre glæde og taknemmelighed for mit liv og livet generelt. Men nu står jeg altså her, hvor min hverdag igen bærer præg af ting der ikke lykkes på arbejde, jeg er træt i kroppen og ør i hovedet. Der er lidt sygdom under opsejling, og jeg længes efter fuglekvidren og lykkefølelse over en fredelig smuk solopgang inden dagen og byen vågner. Jeg sidder fast i de forskellige ting jeg skal have løst på arbejde, som om jeg står med min krops fulde kraft og skubber til en dør der ikke vil åbne sig. Om aftenen efter oprydning (nogle gange ikke oprydning ;) ), putning af vores barn m.m. er der kun fantasi til sofa og Netflix. Selv den trøje jeg startede på at strikke til min pige har ligget stille til trods for at det ellers tidligere har givet mig ro at strikke.

Marts-feeling før sommer, eller fortsat oprydning og udrydning i gamle energier? Jeg ved det ikke - jeg ved kun at der er sket et markant energiskifte; og jeg er super klar til lethed, høj energi og mindre knokleri.




Efter halvanden uge med feber, lungebetændelse og mistet stemme, føler jeg at jeg har nået en ny energiperiode. Fornyet energi, mod på at gå til de forhindringer der opstår på arbejde, og i livet i øvrigt.




BUSY, BUSY, BZZZZZZ

19.06.2019


Jeg sætter mig i dag, med lukkede øjne, her foran computeren, lige nu med Julie London i ørerne og skriver for første gang i lang tid. Ordene hun synger, "I'm tired and I wanna go to bed", passer meget godt i dag. Livet har rendt stærkt for mig de sidste måneder, og med høj intensitet. Både fysisk og emotionelt. Med spændende udvikling indenfor min forskning, begravelse, flytning x 2, konfirmation, familieferier, numerologisk uddannelse og.... navneskifte... igen.


Jeg har haft berøring med numerologien siden november 2018, og startede på uddannelsen i marts 2019. Det betyder, at mange områder stadig er uberørte for mig. Der er mange emner der skal læres, tilstande der skal føles og effekter der skal mærkes. Ændringerne sker ikke over night, men løbende, og skiftevis hurtigt og langsomt.


Mit første numerologiske navneskifte var egentlig godt. Og jeg er 100% sikker på at det ville lande en masse gode ting til mig, og det har det måske allerede gjort. Men navnet er, efter 6 måneder stadig ikke landet i mig. Jeg er startet numerologisk uddannelse, og har selv fået indsigt i tallenes betydning. Min uddannelsesleder har åbnet for muligheden for at få nogle flere powertal ind i mit navn, som vil være en hjælp i min udlevelse af mit livspotentiale. Jeg har åbenbart nogle meget stærke tal og kombinationer i min medfødte essens, og det står skrevet i mine kort, at jeg skal udover stepperne med kraft og power.


Det er (overhovedet) ikke det jeg har oplevet tidligere i mit liv - at jeg var, eller skulle være en person der skal "ud og frem i verden". Men jeg har omvendt altid følt, at jeg var det forkerte sted. Altid. Jeg har aldrig følt mig 'rigtig' tilpas. Jeg har alle dage følt, at jeg ikke befandt mig i min livsbane, men at jeg befandt mig i en parallelbane, hvor jeg ikke kunne se vejen til min bane for tåge og røgslør. Jeg kunne ikke se vejen. Det viste sig, ved min første numerologiske session sidste år, at jeg havde masser af forskellige energier med mig i mine navne, som både trak mig "ned i stolen" i stedet for op ad den, som netop gjorde vejen til målet sløret, og som gjorde at jeg altid har trådt med en oprigtig følelse af nedsat værd, kunnen, intelligens o.a. Vildt ik'! Tal, der overhovedet ikke var i overensstemmelse med min essens og det jeg kan og skal i livet.


Jeg har det stadig ikke fedt med navneskifte, det er en ret stor ting for mig. Jeg kan sagtens prøve at lade som om, at det ikke er noget, men det er det. Især nok ifht. mine omgivelser - faktisk nok allermest lige netop i forhold til mine omgivelser. Familie, arbejde, venner. Mange ved ikke at jeg har skiftet navn.


Det har for mig været en virkelig svær overgang - det med at træffe en beslutning på baggrund af noget man egentlig ikke ved om der kommer en effekt af. Jeg traf beslutningen om at gå videre med et navneskifte fordi jeg blev læst meget klart og meget tydeligt i mine gamle tal. Mine issues i livet var så spot on, at det ikke kunne passe på hvem som helst. Det ville fx aldrig have passet på min søster, som har nogle endnu vildere powertal i sin essens end jeg har :) Så numerologien er vild! Det ved jeg, og jo mere jeg dykker ned i det qua min uddannelse, jo mere forundret og blown away bliver jeg. Det er jo bare TAL for filan. Det er virkelig absurd. Men det er lidt som med matematikken, man må opgive at forstå, og så sige "sådan er det bare".


I forhold til at mærke tilstande og effekter er der ved et navneskifte blandt andet en lang udrensningsperiode af de gamle energier man har haft med sig. Ja, det lyder også langt ude. Jeg er enig. Rigtig mange ting i det her relativt nye univers er for mig langt ude. Jeg er godt naturvidenskabeligt funderet, og det er svært at give slip på. Men pengene passer altså, der er ikke tale om tro der flytter bjerge eller higen efter selvopspunden healingsmedicin. Når man kan læse andre mennesker, som har al modstand på numerologien, men som nikker genkendende til det man fortæller - så må man bare konkludere, at det kan noget.


Tilbage til udrensningen. Jeg vil ikke lige nu komme ind på meget mere, end at fortælle, at den er der, og den kommer. I større eller mindre grad, og den kommer hos alle. Min dag igår var intet mindre end frygtelig. Det lyder meget dramatisk, og det føltes også sådan. Jeg startede på dette indlæg igår, men kunne ikke gøre det færdig fordi jeg var i så heftig en reaktion. Jeg har ikke prøvet det før. Heller ikke da jeg skiftede navn første gang. Uden advarsel og present forhistorie boblede gamle og smertefulde oplevelser op til overfladen. Jeg kunne slet ikke styre det. Jeg græd og græd og græd og græd - det meste af dagen. En indre følelse af fuldstændig... ja jeg ved ikke... sorg der skulle op til overfladen. Jeg håber virkelig, at det skete med det formål at få renset endeligt ud. Så sårene kan få fine ar, og smerten blive lagt til ro.


Vi har alle personlige dagsenergier, som påvirker vores væren i dagen. Min dagsenergi igår var 29/2 med en subtil 11/2 energi. Det er energier, der blandt andet handler om at man kan være meget sensitiv, at dagen emmer af følsomhed og udfordringer i følelseslivet. Det handler også om selvindsigt, melankoli, at man kan tage tingene nært, og det handler om sorg og lidelse. Jeg må sige, at jeg gennemlevede alt dette og mere til på en virkelig og lidt skræmmende og overvældende måde igår. Der er en første gang for alting. Som Ida sagde til mig igår, hvor det gjorde rigtig ondt: "Når vi kan se gaven i det smertefulde, så er vi nået langt" - og så fik jeg vist våde øjne igen...


Jeg tror, at det var hvad jeg havde at sige for nu.

Tak fordi du læser med, jeg håber inderligt, at du får noget ud af det <3


I al kærlighed,

Alexanndra

88 visninger
 
  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Pinterest Icon
  • Black Twitter Icon

© NUMEROLOGISKFORUM.DK

  • Sort Facebook ikon
  • Black Instagram Icon